Jægerbrød

Ikke forloren hare. Ikke et farsbrød, men et JÆGERFARSBRØD..

Kender I det? Man har noget hakket kød og man ved ikke rigtigt hvad man skal lave ud af det.

Jeg har i lang tid gået og sukket efter en god gang enebærgryde med mos til. Men nu er det sådan at man ikke er helt vildt meget for mos her i familien, så det er ikke rigtigt blevet til noget.

Men smagen af enebær….mums..

Men som sagt så havde jeg noget hakket svinekød som jeg ikke rigtigt vidste hvad jeg skulle bruge til. Og så slog det mig. Hvorfor ikke kombinere alle de gode ting fra enebærgryde, forloren hare og farsbrød. Som skrevet, så gjort. Og det kom der dette lækre Jægerfarsbrød ud af.

Jeg brugte:

  • 10 enebær
  • 1 kvist frisk rosmarin
  • 800 gr. hakket svinekød (det må gerne være den lidt fede 8-10%)
  • 150 gr. hjemmelavet bacon. man kan også bruge 1 pakke i skiver
  • 200 gr. forskellige svampe. Jeg brugte champion og kantareller
  • 50 gr. ristede hakkede mandler
  • 2 æg
  • 2 spsk. mel
  • mælk så det passer
  • salt og frisk kværnet peber.

Enebær og rosmarin kværnes sammen i en morder.

Bacon og svampe skæres i tern og ristes af på en varm pande, indtil de er sprøde.

Mandler hakkes og ristes også.
Det hakkede svinekød blandes med æg, mel, mælk, salt og peber og blandingen af enebær og rosmarin. Farsen røres sammen indtil den føles som en frikadelle fars
Det halve af det ristede bacon og halvdelen af de ristede svampe og mandler puttes i farsen. Farsen røres nu endnu engang. Det kan godt være at der skal lidt mere mælk i nu, således det ikke bliver for tør en fars.

Når farsen er rørt GODT sammen, formes den som et farsbrød i et smurt indfast fad eller en smurt bradepande. Jeg brugte min “drop in” brandepande fra Napoleon. Den passer lige i størrelsen. De resterende mandler, bacon og svampe lægges ovenpå jægerfarsbrødet. Jeg havde også lidt svampe i overskud, som jeg lagde ved siden af jægerfarsbrødet

Jeg valgte at lave det på min Traeger pille grill, men det kan også sagtens laves i ovnen.

Jeg hidsede pille grillen op til 200 grader og stegte det indtil en kernetemperatur på 70 grader. Det tog ca. 45 minutter.